Danske Fragtmænd AmbA - På landevejen
Danske Fragtmænd Amba håndterer mellem 35.000 og 40.000 daglige forsendelser.
Deres vej gennem landet styres af et AS/400 system med Lotus Domino. Der er ikke mange, som tænker over, at det kræver et hurtigt og effektivt edb-system at få en pakke eller en større forsendelse flyttet fra afsender til modtager.
Fragtforsendelsen skal til tider flyttes rundt på flere lastvogne på sin vej gennem Danmark, og kunderne vil samtidig gerne vide, hvor varerne befinder sig - og hvornår de kan forvente at have dem i hus.
Danske Fragtmænd Amba, der repræsenterer 31 fragtcentraler og 220 fragtmænd med 1.600 lastvogne, løser denne store opgave ved hjælp af et Lotus Domino informationssystem.
Domino-systemet, der i dag bruges primært til forsendelse af data omkring godsflow, er leveret af INOPI. Det har fungeret så godt, at Danske Fragtmænd nu overvejer at udvide med nye services til information og salgsstøtte.
"Vores Domino-baserede fragtapplikationer har tjent sig ind på mindre end et år og har vist sig at være meget nemmere at håndtere end vores gamle system", konstaterer informatikdirektør Carsten D. Appelt, Danske Fragtmænd.

Lotus Domino afløser gammelt EDI-system
Det er et kompliceret net af informationer og systemer, som Danske Fragtmænds Domino-applikationer skal holde styr på.
Fragtmændene betjener således 370 forskellige ruter i Danmark og Slesvig-Holsten i Tyskland. Godset fordeles på 31 fragtcentraler, hvor den største som er beliggende i Høje Taastrup ved København betjener mellem 800 og 1.000 lastvogne i døgnet.
De 220 selvstændige fragtmænd har alle egne økonomiprogrammer - primært Navision - som skal kunne udveksle informationer med det centrale Domino-system.
Det sker hver morgen, hvor Domino-systemet distribuerer oplysninger om fragter, elektroniske fragtbreve, fordeling af fragtindtægter etc. til de mange medlemsvirksomheder.
Carsten D. Appelt fortæller, at Danske Fragtmænd har arbejdet med edb i mange år, men det er først i de sidste par år, at de er blevet begejstret for mulighederne i Lotus Domino.
Tidligere benyttede virksomheden et EDI-system fra DanNet, hvor hver fragtmand havde sin egen postkasse. Dette system krævede en del manuelt arbejde og var temmeligt dyrt i drift. Derfor skiftede man til Lotus.
"Vores Domino-system gør det nemmere at styre en fragt fra afsender til modtager. Ofte skal godset undervejs flyttes flere gange fra lastvogn til lastvogn, fordi fragtmændene betjener deres egne ruter. Det giver en masse logistikarbejde, når transportindtægterne skal fordeles mellem de enkelte vognmænd. Et arbejde, som kunderne ikke skal påvirkes af", forklarer Carsten D. Appelt.
Følger forsendelsen elektronisk hele vejen
Store internationale fragt- og eksprespostselskaber bruger mange reklamekroner på at fortælle deres kunder, at de kan følge forsendelserne minut for minut ved hjælp af "track-and-trace" systemer.
Det har Danmarks organiserede fragtmænd også kunnet gøre helt tilbage fra 1991, men de har aldrig gjort meget for at markedsføre denne service. Søgesystemerne har primært været benyttet til interne opgaver.
I dag kan kunderne følge deres forsendelser løbende via Danske Fragtmænds hjemmeside på Internettet. Desuden får flere store kunder hver time elektronisk post med oplysninger om, hvor deres fragt befinder sig lige nu.
Alle 1.600 lastvogne, som er tilknyttet Danske Fragtmænds system, er forsynet med bærbare scannere og GSM mobiltelefoner. Scannerne bruges til at læse stregkoderne på de forsendelser, chaufføren har ombord. Når godset er afleveret, kvitteres der elektronisk for modtagelsen.
"Da vi startede med "track-and-trace" systemer for syv-otte år siden, var det begrænset, hvad de man kunne bruge dem til. Nu til dags kan der hentes alle mulige informationer ud af disse systemer; informationer, som vi benytter til intern kvalitetskontrol, statistikker etc.", oplyser Carsten D. Appelt.

Fremtidsmusik med Domino web-løsning og salgsstøttesystem
Carsten D. Appelt fortæller, at Danske Fragtmænd ikke sidder tilbagelænet og hviler på succes'en.
Af konkurrencemæssige årsager er det vigtigt hele tiden at tænke i nye baner, der kan give kunderne en bedre service og vognmændene bedre redskaber til højere indtjening.
"I øjeblikket ser vi meget nøje på om Lotus Notes og Domino kan løse flere opgaver for os. Vi overvejer bl.a. at investere i et salgsstøttesystem, der bygger på elementer fra IT Factory's prisbelønnede Notes-applikationer", siger Carsten D. Appelt.
"Desuden regner vi med at supplere vores nuværende Internet-løsning, der bygger på en AS/400 minicomputer med yderligere en Domino-server. Den vil gøre det muligt for os at tilbyde flere eksterne services, hvor vi kan kommunikere interaktivt med vores kunder", slutter Carsten D. Appelt.