|
Aller Press - 2 deler ét salgsstøttesystem Aller-koncernen, med hovedkontor i Valby, er Nordens største udgiver af ugeblade med så kendte bladnavne som Familie Journalen, BILLED-BLADET, Femina og SE og HØR. Samtidig udgiver de en stribe måneds- og kvartalsmagasiner, bl.a. IN, Mad og Bolig, Bådnyt, Tidens Kvinder og Vi Unge. Koncernen består altså af to adskilte forretningsområder, der i praksis fungerer som selvstændige virksomheder. De har hver sin adresse i København og hver sin selvstændige salgsafdeling, der, når der skal sælges annoncer, ofte er i direkte konkurrence med hinanden. Men samtidig bruger de begge to Aller-koncernens centrale, administrative systemer, der kører på IBM’s AS/400e-platform, hvoraf ét af anlæggene er en dedikeret AS/400-server til Domino, en såkaldt “gul server”.
Derfor bruger begge virksomheder det samme Lotus Notes-baserede CRM. Men løsningen er opbygget således, at mens de grundlæggende kundestamdata er fælles, så er der en adskillelse mellem de daglige “arbejdsdata”, som de to salgsafdelinger lægger ind i systemet.
Tom Petersen, der er salgschef i ugebladsdelen af koncernen i Danmark, forklarer: - Vores nye system til salgsstyring, der er leveret af systemhuset INOPI, betjener begge afdelinger, men uden at der er risiko for, at de kan komme til at se hinandens data. Det er en specialløsning, som INOPI har bygget oven på en standardløsning ud fra de specialkrav, vi havde formuleret, da vi i begyndelsen af året skulle udskifte den gamle salgsløsning, som vi havde brugt gennem en årrække.
"Vi valgte INOPI’s løsningsforslag, fordi det opfyldte de tekniske og funktionelle krav, som vi havde stillet op sammen med vores IT-afdeling. Men også, fordi INOPI’s folk var gode til at forstå den måde, vi arbejder på. De forstod vores marked, og den løsning, de fremlagde, passede glimrende til vores forretningsgange."
 Enkelt og overskueligt
"Løsningen er først og fremmest præget af at være både overskuelig og lettilgængelig", tilføjer Tom Petersen: "Det er nemt for både sælgerne og mig selv at hente den ønskede information frem og at indskrive ny information. Det er hurtigt at arbejde med, og det er blevet nemt at systematisere informationen. Og så er systemet meget fleksibelt, f.eks. på den måde, at man kan oprette nye felter til den enkelte bruger, så vi kan skræddersy løsningen til hver enkelt brugers behov."
Næste fase i etableringen af det nye salgsstøttesystem er fuld integration til Aller-koncernens øvrige IT-systemer, bl.a. til et bookingsystem, hvor man reserverer annonceplads i de kommende bladudgivelser. Og det ser Tom Petersen frem til med stor sindsro:
"Jeg synes, at INOPI’s folk har været gode til at følge op på projektet. Vi har ikke på noget tidspunkt følt os ladt i stikken, og de har været gode til at dele deres viden med os. Så vi glæder os meget til næste fase."
|
|
|